Tags: Østersøen rundt Riis Rejser, Riga, Nilles Rejser,
Rejsebeskrivelse fra Letland,
busrejser baltiske lande, |
Tilbage til
Dette er en
Østersø-rundrejse, som
startede i Danmark, videre til Sverige, Polen, Kaliningrad (Rusland),
Litauen, Letland, Estland og via Stokholm (Sverige) hjem. Ønsker du at
læse rejsebeskrivelsen fra begyndelsen af, så skal du gå til siden......
...............
Vi
er kørt fra Polen, Kaliningrad (Rusland) samt Litauen og er nu inde i Letland.
Rejsebeskrivelse fra Letland
5.-7.8.2016
Fredag 5. august – Letland
Derefter gik turen videre fra Litauen mod Letland. Det var faktisk ikke til at
se, at vi kørte over grænsen. Den eneste måde, vi kunne se det på var et skilt
med navnet Latvia, da vi kom ind i Letland, så det var noget af en kontrast til
de andre grænseovergange.
Fakta
om Letland:
Areal: 64.699 km2 (Danmark 43.000 km2)
Indbyggertal: Ca. 2 mio., heraf 700.000 i Riga.
Befolkning: 59% letter, 28% russere, resten bl.a. hviderussere og ukrainere.
Ligesom Litauen hørte Letland også under Sovjetunionen i mange år. Letland
erklærede 4. maj 1990, at det igen ville være selvstændigt, men det blev afvist
af Sovjetunionen. 13. januar 1991 begyndte indbyggere i Riga at barrikadere
parlamentet. Det skete efter de blodige begivenheder i Vilnius - se beskrivelsen
for Litauen.
20.
januar stormede sovjetiske specialtropper indenrigsministeriet i Riga, og 5
letter blev dræbt.
Det
var først i 6. september, at Letlands uafhængighed blev officielt anerkendt af
Sovjetunionen.
Ca.
18.45 efter 300 km kørsel fra Vilnius ankom vi til Hotel Radisson Blu i Riga i
Letland. Det er også et flot hotel tæt ved den gamle bydel. Vi fik værelse på
12. etage med udsigt over byen. Aftensmaden var en meget flot buffet, med endnu
flere ting at vælge imellem end i Vilnius, også mange flere desserter.
Lørdag 6. August - Landtur i Letland
Vi
stod op kl. halv 7 til meget diset vejr, men da vi kørte afsted kl. 9, var det
klaret nogenlunde op. Der var 18 grader, så det var noget af en kontrast til i
går i Vilnius, hvor der var 30 grader.
Udsigten fra hotelværelset i Riga
Vi
blev mødt af vores lettiske lokalguide, Liga.
Hun
er 33. Jobbet som guide er hendes hobby.
Hun
fortalte om sin baggrund og om, hvordan det var gået til, at hun havde lært
dansk.
Blandt andet fortalte hun, at hendes farfar blev sendt til Sibirien, men det fik
hun først at vide meget sent, fordi forældrene ville beskytte hende.
Efter
Sovjettiden startede hendes forældre landbrugsproduktion igen, for de fik lov
til at købe deres jord tilbage, men det var meget hårdt, og faderen døde i 1997
som alkoholiker. Derfor solgte moderen gården til sønnerne.
Hun
kom på noget, der hed landbrugsskole, og der kom et dansk par over og fortalte
om Danmark. Så efter hun havde haft et arbejde inden for IT, ville hun gerne
læse videre, men havde ikke råd, så hun besluttede at tage til Danmark og
arbejde i Tarm inden for landbrug. Hendes broder havde også været i Danmark. Hun
fik lært godt dansk, fordi hun kom til at bo hos en dansk familie.
Da
hun kom tilbage til Letland, gik hun hen til et hotel, som var ejet af en
dansker, Alex Rasmussen. Han ejede også en svinefarm. Hun spurgte, om hun kunne
få et job på hotellet. Så hun fik arbejde i receptionen og var også lidt guide.
Senere blev hun ansat ved en dansk landmand og hjalp med et EU projekt. Hun gik
samtidig på universitetet og blev bachelor i business og kommunikation. Derefter
blev hun eksportchef i et firma. Nu læser hun til specialpædagog. Hun er bl.a.
med i et EU projekt, der hjælper fattige børn til gratis undervisning m.m.
Der
er ca. 30% russere i Letland. Nogle af dem er godt integreret og taler lettisk,
mens nogle kun taler russisk.
Mange
letter snakker russisk. Der var afstemning i 2012, om også russisk skulle være
et officielt sprog, men 75% stemte nej.
Da
Letland var frit i mellemkrigsårene, var de ligeså langt fremme som Danmark og
England med hensyn til landbrug m.m. Men det ændrede sig meget, da Sovjetunionen
overtog det. I den periode skulle alle varer sendes til Rusland, så her i
Letland kom de til at mangle varer.
Efter
uafhængigheden i 1991 begyndte det at gå fremad, især efter landet kom i EU i
2004, men der er stadigvæk store kontraster i landet, mellem rig og fattig,
mellem by og land, og mellem det afslappede liv i de små byer og Baltikums mest
internationale by, Riga.
Da vi
kørte ud på landet, fortalte Liga meget om landet. Det er dækket af 40% skov, så
der er en stor træproduktion, huse og vinduer m.m., som bl.a. eksporteres til
Norge. Der er også meget landbrug.
Klimaet ligner lidt det danske, men der er lidt større kontraster. Om sommeren
kan der godt blive over 30 grader og om vinteren -30 grader. Foråret kommer 2-3
uger senere end i Danmark og efteråret lidt tidligere. Der er meget sne om
vinteren.
Der
findes brune bjørne og ulve, især mod grænsen til Estland. Der er også vildsvin
og krondyr. Og selvfølgelig mange storke, både hvide og sorte.
Ca.
400.000 mennesker har forladt Letland, fordi der ikke er så gode muligheder i
landet. Landet er jo stadigvæk mere tilbage i udvikling og økonomi end
Vesteuropa. Det er især de unge, som rejser ud, så det er et problem, at de ikke
bliver der for at hjælpe med genopbygningen.
Mange
af kollektivgårdene blev lavet om til savværker, da landet blev frit.
Vi så
mange, der samlede svampe og bær. Noget til eget forbrug, men også meget bliver
solgt, så de får en ekstra indkomst.
Efter
ca. en times kørsel kom vi til byen Ligatne i Gauja nationalpark, som kaldes
"Letlands Schweiz", fordi der er så smukt. Gauja-floden løber igennem området,
og på den anden side af floden var der en sandstensklippe, som der var nogle
huler i. De blev brugt som opbevaringskælder til bl.a. syltetøj og grønsager,
f.eks. kartofler.. Det er den eneste sandstensklippe, man har lavet
opbevaringshuler i. De blev lavet i 1. halvdel af det 18. århundrede.
Vores lettiske lokalguide,
Liga.
I Bunkeren i Ligatne
Der
lå en sovjetisk bunker helt ude i skoven ved Ligatne, som vi var nede i.
Byggeriet af den blev påbegyndt i 1968. Det varede 10 år, og den er på 2000 m2.
Ovenpå byggede man et plejehjem, så ingen fandt ud af, at bunkeren lå derude.
Det var under den kolde krig, den blev bygget, så regeringen kunne styre landet
derfra, hvis der skulle blive atomkrig. Den var indrettet med spisestue,
kontorer, kommunikationsudstyr og den direkte telefonlinie i tilfælde af krig.
Her er alt deres grej intakt. Heldigvis kom bunkeren aldrig i brug.
Nu
bruges bygningerne ovenover til genoptræning og rekreation.
Med
hensyn til de sociale forhold fortalte Liga følgende:
Folkepensionen er mellem 250-300 euro. Husleje incl. varme koster ca. 100 euro
pr. måned, så der er ikke ret meget at gøre godt med for de ca. 400.000
pensionister. Børnene hjælper dem, for ellers kan de ikke klare sig økonomisk.
Skoleåret starter 1. september. Der er gratis bespisning i børnehaven og skolen
til og med 2. klasse. De får varm mad til frokost i 1. og 2. klasse. Den
obligatoriske skolegang er 9 år. Skolegangen er gratis, men det er
videreuddannelse ikke, så man er nødt til at tage studielån, hvis forældrene
ikke kan hjælpe.
Med
hensyn til barsel har man 1 års barselsorlov med næsten fuld løn.
Minimumslønnen er 300 euro pr. måned efter skat.
Moms
er 21%. Med hensyn til skat betaler arbejdsgiveren 24% og arbejdstageren 30%.
Man
får kun understøttelse i 9 mdr. De første 3 mdr. 75% af ens løn, de næste 3 mdr.
50% og de sidste 3 mdr. 40%, så det er ikke noget at råbe hurra for….
Efter
turen til bunkeren kørte vi ud på landet til Drusti, hvor vi besøgte familien
Lubuzi. De fortalte deres historie fra bl.a. Sovjettiden. Mandens far havde
gården, som han havde arvet efter sin far, men da Sovjetunionen besatte Letland,
nationaliserede de alt jord, og familien blev fordrevet. Faderen blev dømt til
at tilbringe 25 år i Sibirien fra 1950, men var så "heldig” kun at være der 5
år, fordi Stalin døde.
Lubuzi fortalte om sin
fars forvisning til sibirien.
Da
han kom tilbage, boede der nogle andre i huset, men han fik lov at købe huset
igen, hvis han ville arbejde på kollektivgården. Det sagde han ja til, og han og
hans kone fik 4 børn, bl.a. ham, som havde den gård, vi besøgte. Sønnen rejste
rundt i landet som tømrer, da han blev voksen. Faderen havde dog et dårligt
helbred efter opholdet i Sibirien, så i 1978 sagde han til sønnen, at enten
skulle han komme hjem og overtage gården, eller han ville sælge den. Han tog så
hjem og overtog gården, og faderen døde som 63-årig.
Det
var dog hårdt at klare sig som landmand, så han og hans kone fik det råd at
starte med at have turister, fordi gården ligger så smukt ved en sø. Så de
byggede et gæstehus, hvor der var plads til 6 par, og samtidig fik de besøg af
busselskaber engang imellem - ca. 5-6 gange om året.
Stedet lå rigtigt idyllisk, og vi fik en god frokost i et telt i haven, først en
suppe med lidt pølse og gulerødder, derefter koteletter og mørbrad med kartofler
og salat, og til sidst et stykke lagkage og kaffe. Det var typisk lettisk mad.
De dyrkede selv mange af råvarerne og havde et stort drivhus.
Vi
var der et par timer og kørte derefter til Ligas hjemby, Cesis. Det er en flot
og hyggelig by med 15.000 indbyggere. Vi fik en rundvisning i byen. Byen er ca.
800 år gammel, og dengang blev der bygget et slot, Cesis slot. Gammelt murværk
og et par tårne er dog alt, hvad der er tilbage af det. Det blev bygget af tyske
riddere fra Sværdbrødreordenen i 1209. Vi så nogle mænd gå rundt inde på pladsen
i Sværdbrødreordenens dragt, fordi der var en bryllupsfest derinde.
Byen Cesis
Vi
tog afsked med Liga i Cesis og kørte tilbage til Riga. Vi tog elevatoren helt op
på 27. etage, hvor der var den flotteste udsigt over Riga.
Søndag 7. august - Riga + Estland
Vi
mødtes med Liga kl. halv 9 for at komme på byvandring i Riga. Der var lidt
gråvejr og ca. 19 grader.
Vi
gik rundt sammen med hende i ca. 2 1/2 time og så mange forskellige ting, for
Riga er en rigtig smuk og spændende by. Det er en gammel hansestad fra
1200-tallet.
Vi
gik først forbi den park, som ligger lige uden for hotellet. Dernæst kom vi til
den ortodokse katedral med de gule kupler, som vi kunne se fra vores
hotelværelse. Den var meget flot både ud- og indvendigt. Der var en hel masse
ikoner derinde, og vi kunne se en del mennesker kysse nogen af dem.
I
Sovjettiden var religion nærmest bandlyst, så domkirken blev lavet om til
planetarium, og meget af det oprindelige interiør blev ødelagt. Nu er kirken med
løgkuplerne igen et orgie i guldrammer og er samlingspunkt for de
russisk-ortodokse i Letland. Katedralen er bygget mellem 1876 og 1884 og har
været gennem årelang renovering siden Letlands selvstændighed i 1991.
Dernæst kom vi til Frihedsmonumentet, hvor der altid står 2 vagter, ligegyldigt
om solen bager, regnen pisker eller sneen vælter ned i dagevis. De stirrer lige
ud i luften, selv om turister forsøger at få dem til at smile til fotografen.
Når klokken slår hel, kommer nye soldater til, og de afløser hinanden med en
lettisk udgave af gakkede gangarter.
Pareizticigo katedralen med de gule
kupler, som vi kunne se fra vores hotelværelse
Kvinde der lige har været i kirken
Øverst på toppen af det 42 m høje monument står Milda, en kvindestatue, som er
symbol på frihed. Monumentet har meget stor betydning for Letland og letternes
nationalfølelse. Ja, det er næsten helligt. Under sovjetstyret var det nemlig
forbudt at samles ved monumentet, og det var en strafbar antisovjetisk handling
at lægge blomster ved det.
Men da frihedstrangen blev større og større i
slutningen af 1980'erne, blev det enorme monument samlingspunkt for
demonstrationer mod det forhadte kommunistiske system. Monumentet er skabt af
billedhuggeren Kärlis Zäle og stod færdigt i 1935. Inskriptionen Tevzemei un
Brivibai betyder " For fædreland og frihed". Mindesmærket fik lov at stå under
hele den sovjetiske besættelse.
Frihedsmonumentet (billedet) og Milda er midtpunkt, når nationaldagen fejres den 18.
november. Det er her, udenlandske statsoverhoveder lægger blomster, når de er på
besøg. Og det er her, brudepar somme tider lægger en buket, efter de er blevet
viet i kirken. Milda er det kæreste symbol, letterne har på frihed.
Af
andre ting så vi bl.a. den gamle bymur med et tårn. Der har i alt været 27
tårne. Desuden så vi domkirken, den danske ambassade, floden Daugava, hvor der
var en flot park, samt andre gamle bygninger. Der er også et flot torv og smalle
gader med mange cafeer og blomster. Vi var meget imponerede over byen. Bycentrum
er også på UNESCO's verdensarvliste.
Efter
byrundturen havde vi godt 2 timer på egen hånd, så vi gik hen i gågaden igen og
fik en kop kaffe og lidt brød på en cafe.
Der
var blevet solskin over middag, så det var helt lunt.
Vi
kørte afsted mod Tallinn kl. 13.30. Der var 300 km, og der var meget skov på
strækningen, især birketræer.
Østersø rundrejsen fortsætter nu til Estland, hvis du
ønsker at gå direkte dertil, kan du klikke på linket her
og derfra gå ind i rejsebeskrivelse.
Jytte
og Bjørn Larsen
Aalborg
Tilbage til
|